---
title: "Ny regering vil have gas ud af boligerne: I Vallensbæk står fjernvarmen klar"
description: "Danmarks nye regering vil udfase naturgas fra boligopvarmning senest i 2035. Derfor opfordrer vi boligejere i Vallensbæk Strand til at beslutte allerede nu, om det gamle fyr skal erstattes med fjernvarme."
date: "2026-06-22"
created: "2026-06-22"
---

[Hjem](https://vfsyd.dk/)

                    [Nyheder](https://vfsyd.dk/nyheder)

                [Ny regering vil have gas ud af boligerne: I Vallensbæk står fjernvarmen klar](https://vfsyd.dk/nyheder/ny-regering-vil-have-gas-ud-af-boligerne-i-vallensbaek-staar-fjernvarmen-klar)

# Ny regering vil have gas ud af boligerne: I Vallensbæk står fjernvarmen klar

Danmarks nye regering vil udfase naturgas fra boligopvarmning senest i 2035. Derfor opfordrer vi boligejere i Vallensbæk Strand til at beslutte allerede nu, om det gamle fyr skal erstattes med fjernvarme.

## Alle boligejere i Vallensbæk Strand med gas- eller oliefyr står lige nu med et afgørende valg:

Hvad skal erstatte gas- eller oliefyret i fremtiden?

Der er nemlig klar tale fra Danmarks nye regering. Naturgas skal udfases fra boligopvarmningen senest i 2035. Og samtidig peger den politiske retning væk fra fossile varmekilder som gas og olie.

Spørger man fjernvarmechef Søren Slothsberg, er fjernvarme den rette erstatning for langt de fleste.

Det er også grunden til, at vi i de kommende år tilbyder kollektiv varme til boligejere i det sydlige Vallensbæk, som endnu ikke har skiftet det gamle fyr ud.

- Når regeringen melder så klart ud, bør alle med gas- eller oliefyr spørge sig selv, hvad der skal varme boligen op i fremtiden, siger han og fortsætter:

- Fjernvarme er den oplagte løsning, fordi den både giver tryghed og spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling af vores samfund – væk fra fossile energikilder som gas og olie, forklarer fjernvarmechefen.

## Giver tryghed i en usikker verden

Lige nu sætter konflikten i Mellemøsten samtidig en tyk streg under den usikkerhed og sårbarhed, opvarmning med gas eller olie giver boligejere.

Energipriserne er allerede steget, og fortsætter konflikten, kan uroen på energimarkederne vare ved. Den usikkerhed er fjernvarmen rustet til at modstå, understreger Søren Slothsberg.

- Vi får varmen fra VEKS, som har et bredt miks af energikilder. Det giver en fleksibilitet, som man ikke har på samme måde, hvis man er afhængig af én energikilde derhjemme, siger han og tilføjer:

- For fjernvarmekunderne betyder det en mere robust varmeforsyning og større tryghed, når energipriserne svinger.

![](https://vfsyd.dk/i/MOLIRIMEDIA/17ac0925-dcfe-43d5-c6ac-08de3554d60d?width=1920)

## Fjernvarmen er på vej

Den samlede plan for fjernvarmeudrulningen Vallensbæk består af fire etaper.

Lige nu er vi i fuld gang med at hjælpe boligejere i første etape af med gas- eller oliefyret – mens der er åbnet for tilmelding til anden etape.

I de kommende år følger de sidste to etaper. Men fjernvarmen kommer ikke af sig selv. For at projektet kan gennemføres, kræver det tilslutning fra mindst 65 procent af boligejerne. Derfor er opfordringen fra Søren Slothsberg klar:

- Det gælder om at gribe muligheden for at få fjernvarme, hvis man vil sikre sig stabil og tryg boligopvarmning – nu og i fremtiden. Jo før, vi får tilmeldinger nok, jo før kan vi sætte gang i arbejdet, siger han og tilføjer:

- Lykkes det ikke at få tilmeldinger nok, kan vi ikke gennemføre projektet. Og jeg kan ikke garantere, at muligheden kommer igen lige foreløbig.

### Vil du vide mere?

Læs mere om dine fordele og økonomien i fjernvarme - og tilkendegiv din interesse for at blive tilsluttet.

                                [Få fjernvarme](https://vfsyd.dk/MOLIRIPAGE/8857c6ac-0551-41e1-a47f-4e34964e0c4a)
